900 pakker om dagen

Kajs lille lager på værkstedet hjemme på gården uden for Ellös er vokset. I 1981 var det blevet så stort, at hele virksomheden måtte flytte til nybyggede lokaler i det nærtliggende industriområde..

Antallet af lagerførte artikler steg dog i takt med nyansættelserne, og allerede efter et par år, var Kaj vokset ud af sit nybyggeri; den første af flere tilbygninger kom til. I dag råder Olsson Parts over mange tusinde kvadratmeter. Lagerareal og kapacitet øges løbende, nu primært i højden ved hjælp af moderne og ergonomiske højlagre.
– I dag lagerfører vi over 30.000 forskellige artikler. Det er mange tusinde mere, end vi havde for tre årtier siden. Dengang havde vi en fragtleverandør på et marked, nu har vi syv verdensførende fragtleverandører på fem markeder, konstaterer lager- og logistikchef Patrick Winter.

Et stort lager stiller store krav til god lagerlogistik, og lagerhåndteringen optimeres løbende, både fysisk og administrativt. Patrick mener, at det er en væsentlig årsag til succesen:
– Engagerede og dygtige medarbejdere og moderne lagerlogistik, hvor vi prioriterer ordrebehandling samme dag, er afgørende for vores vækst. Vi har indført toholdsskift for at håndtere flere ordrer pr. dag. Det gør, at vi i gennemsnit kan pakke og sende 900 pakker hver dag. 

Højt til loftet på lageret

Der råder hektisk aktivitet i lagerhal B. Cornelia og Christian pakker luftfiltre ud, mens Lotta pakker klemmer og O-ringe om. Karin starter trucken og gør sig klar til at modtage ugens første leverance. I dag er der en halv snes paller, der skal køres ind og løftes op på hylderne, mens de venter på at blive pakket ud og registreret i systemet.

Stemningen i teamet er god, og der bliver grinet meget.
– Det her er ægte teamwork. Hvis jeg ikke gør mit arbejde, så kan de andre ikke gøre deres. Man skal hjælpe hinanden og følge de fastlagte rutiner. Hvis der er noget, der ikke fungerer optimalt, så justerer vi lidt på flowet og finder nye, bedre løsninger, udtaler Karin.
Selv den mindste møtrik skal håndteres og lægges ind i systemet og – ikke mindst – ud på hylder og vareelevatorer, så kollegerne i udleveringen kan passe deres job. I hallen ved siden af arbejdes der også for fuldt tryk. Her behandles alle kundeordrerne, alt lige fra små leverancer med brev til store leverancer på paller, der afhentes af blandt andet PostNord, Schenker og DHL.

– Det er vores ansvar at sikre, at kunderne får deres ordrer leveret hurtigt og effektivt, fortæller Julia, der netop har behandlet en række ordrer til viderelevering til kunderne. Julia, Cornelia, Lotta, Christian og deres kolleger behandler op til 1.000 ordrer om dagen. Der hersker oftest størst travlhed om mandagen.

Det summer i en af lagerets gange, og en truck kommer kørende. Det er Gabriel, der skal løfte en palle motorsæt ned.
– Alle, der arbejder på lageret, får tilbudt at tage truckkørekort. De øverste hylder er mange meter oppe, og så er det praktisk, hvis du kan løse opgaven selv uden at skulle bede en anden om hjælp, fortæller Gabriel. I dag skal han egentlig arbejde på aftenholdet, men han er startet lidt tidligere for at hjælpe med en større leverance, der er kommet ind.
– Det er der ikke noget mærkeligt i, her hjælpes vi ad.

lager.jpg